16 bilmærker du må opkalde dit barn efter

Derfor er billig Porsche verdens bedste

Den er sjov som bare pokker. Og med en relativt lav pris er den oplagt som sportsvogn til helårsbrug. Jeg har testet en otte år gammel model, som efter min mening må være verdens bedste af sin slags.


Det er ikke verdens hurtigste sportsvogn. Det er heller ikke nødvendigvis den flotteste. Men noget af dét, der gør Porsche Cayman til en af verdens bedste sportsvogne er, at du kan bruge den. Hver dag. Året rundt.

For mens de eksotiske italienere som Lamborghini og Ferrari er lænket fast i garagen størstedelen af året, betyder en relativt lav pris på Porsche Cayman, at du ikke risikerer et værditab af astronomiske dimensioner, selvom du bruger bilen til hverdag.

Porsche Cayman er den billigste model i programmet fra Zuffenhausen, og blandt de knap 50 brugte eksemplarer til salg i Danmark koster adskillige under en halv million kroner. Én ting er dog, at den er billig. Men er den pengene værd? Hos Emmerske Biler har de lige nu en særlig Black Edition af Porsche Cayman til salg, og den har jeg her fået lov til at teste, så jeg kan give dig svaret.

Hvad er en Porsche Cayman S Black Edition?

Cayman-modellen kom på gaden i 2006, da den blev lanceret som den lukkede søstermodel til den topløse Boxster. I 2009 fik den et facelift, og som en afslutning på dén generation lancerede tyskerne i 2011 en hårdere udgave i et stærkt begrænset antal med flere kræfter og en udvidet tilbehørspakke. Blot 500 eksemplarer af Porsche Cayman Black Edition kom til verden.

Porsche Cayman S Black Edition er udstyret med en 3,4-liters sekscylindret boxermotor med 10 ekstra hestekræfter, så den samlede hesteflok udgør 330. Accelerationen fra 0 til 100 km/t klares på 5,1 sekunder med den manuelle sekstrins gearkasse, som testbilen er udstyret med. Finder du i stedet et eksemplar med Porsches dobbeltkoblingsgearkasse (PDK), lyder tiden på 5,0 sekunder rent. Tophastigheden på Porsche Cayman S Black Edition 279 km/t med manuel gearkasse og 277 km/t med PDK.

 

På udstyrslisten leverer Black Edition-modellen Xenon-forlygter med dynamisk kurvelys og LED-kørelys, sort læder-kabine sæde med Porsche-våbenskjoldet trykt i nakkestøtterne, og som fører af bilen styrer du gennem svingene med et Sport Design-rat som med fartpilot gør kørslen ved en konstant hastighed til en mere behagelig og økonomisk oplevelse.

Hvordan kører den?

Porsche Cayman S Black Edition er en heftig bandit. Når venstre hånd har vredet nøglen rundt i tændingen, og de seks cylindre er vakt til live, er det en fornøjelse at arbejde med koblingen og lade den korte gearstang vandre i bittesmå ryk mellem de seks trin.

Sjældent har jeg oplevet så mekanisk en gearkasse med så korte skift. Det gør den ellers glimrende PDK-gearkasse til et entydigt andetvalg i min bog. Selvom skiftene er korte, spænder gearene bredt. Motoren trækker igennem, næsten uanset hvilket gear du serverer. Kører du stille og roligt, kan du allerede ved 60-70 km/t sætte den i sjette gear.

 

Men kører du den ud i omdrejningerne, kan du klare de første 100 km/t med et enkelt gearskift, og når du på den sjove side af 140 km/t nærmer dig omdrejningsbegrænseren, har du stadig tre gear tilbage i højre hånd, som ultimativt kan sende vogntøjet afsted med knap 280 km/t. Fra 4.000 omdrejninger og op til begrænseren ved knap 7.500 er du i himlen med en fantastisk lyd fra de seks cylindre. Intet mindre.

Pålidelighed i Porsche Cayman

Selvom Porsche er berømt for sin byggekvalitet, bør man ikke gå ud fra, at man kan købe en brugt model uden at tjekke bilen grundigt igennem. Særligt på 2006-2008-modellerne skal du tjekke blandt andet affjedring og udstødning.

LÆS OGSÅ | 16 bilmærker du må opkalde dit barn efter

Kontroller servicehistorikken meget omhyggeligt og sørg for, at der ikke mangler stempler. I en sportsvogn er regelmæssig vedligeholdelse afgørende. Et kig på kvaliteten af ​​dækkene kan blandt andet fortælle dig, om tidligere ejere har sparet på udgifterne. Billige dæk er ikke et godt tegn.

Den faceliftede udgave fra 2009 og frem – som testbilen her hører til – blev endnu bedre bygget end tidligere modeller med tiltrængte opgraderinger af både motorprogram og infotainment-systemet.

Kører du med tung fod, klarer den ikke meget over 6 km/l. Så du bliver gode venner med den søde ekspedient bag disken på den lokale tankstation. Teoretisk set skulle den dog kunne klare 10 km/l, hvis du kører økonomisk.

Styretøjet har en god tyngde og direkte føling med underlaget. Det er simpelthen fænomenalt at blæse afsted på de små, øde, sønderjyske landeveje. Den er fast i affjedringen uden at levere nyrestød på nyrestød, bare dækkene strejfer de hvide striber på asfalten. Porsche ved tydeligvis, hvordan man laver sportsvogne til masserne. Og dét i et prisniveau, hvor det ikke er utopi, hvis du har holdt fingrene fra friværdien de seneste år.

Prisen på denne Porsche Cayman S Black Edition er på knap 800.000.

Konklusion

Porsche Cayman har både fået øgenavne som fattigmands- og frisør-Porsche. Men det kan kun være af personer, der enten lider af misundelse eller lav IQ. For med baghjulstræk, centermotor og en gennemført drivlinje leverer Cayman en køreoplevelse ud over det sædvanlige. Og dét til en pris, der gør, at bilen ikke kun er forbeholdt verdens rigeste. Det må kort sagt være verdens bedste sportsvogn.

Den største oplevelse bag rattet på en bil må dog fortsat være turen rundt på den 13,6 kilometer lange racerbane i Le Mans, som jeg for nylig kørte i en spritny Toyota Supra. Kom med i bilen lige her: Video: Dengang far kørte Le Mans.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

16 bilmærker du må opkalde dit barn efter