Video | Godnathistorie: Dengang far kørte Le Mans

Undgå at dø: Sådan tæller du lynets afstand

At kunne bedømme tordenskyers afstand kan være rigtig nyttigt. Ja, faktisk et spørgsmål om liv og død under visse omstændigheder. Så meget desto mere overraskende er det for mig, at jeg hele mit liv har taget en helt forkert tommelfingerregel for gode varer. Det har jeg heldigvis fået rettet op på nu.


Nå, det var så den sommer, hva? Vejret har de seneste dage givet rigeligt anledning til at forskanse sig i stuen, hvor udsigten til skyerne og de tunge dråber kan betragtes med et tæppe over benene i sofaen. Særligt de heftige tordenbyer har givet sønnike noget at kigge på, men når det er gået heftigst for sig, har en plads på skødet af mor eller far altså ikke været af vejen.

De kraftige lysglimt på himlen har udløst et temmelig relevant spørgsmål… “Far, er det langt væk?”

Her ville jeg indtil for nylig have talt sekunderne fra lynets glimt til lyden af tordenbraget, og så havde det været svaret i antal kilometer. Altså eksempelvis 3 sekunder = 3 kilometer. Det havde ikke lige strejfet mig, at jeg – trods mine beskedne gymnasiekarakterer i matematik – forholdsvis nemt kunne regne mig frem til det på baggrund af en enkelt Google-søgning om dét, det handler om; lydens hastighed.

Heldigvis har jeg en svoger, der er ingeniør, og han har pænt godt styr sådan noget med matematik, lyd og lys. Derfor kunne han forleden rette op på den livsfarlige misforståelse, jeg har gået rundt med i efterhånden 30 år. Skulle du være lige så småt begavet som jeg, har jeg herunder beskrevet relativt simpelt, hvordan det i virkeligheden forholder sig.

Spørge-Jørgen har snuppet sine fars briller, så han “bedre” kan se lynene udenfor…

For gu er lynet ikke tre kilometer væk, hvis der går tre sekunder fra lyn til torden. Faktisk er der kun ÉN kilometer, når du eksempelvis har talt til tre. Og det gør da en forskel, hvis du står midt på en strand eller en øde mark, hvor du selv kravlende på maven er dén genstand i miles omkreds, der rager længst i vejret. Ja, det kan vel egentlig være altafgørende for, om du så småt skal lunte hjemad, eller om du rent faktisk skal løbe for livet.

Matematikken bag lyn, torden og vurdering af afstand

Når du skal forsøge at vurdere, hvor langt væk et lyn er, skal du bruge to ting; lyn og torden. (…og måske et stopur, hvis du ikke har fået styr på disciplinen med at tælle sekunder).

Lynet er noget lys, du ser på himlen. Lysets hastighed er næsten 300.000 km/s (helt præcist er lysets hastighed 299.792,458 km pr. sekund). Det betyder sådan set bare, at når et lyn glimter, så ser du det med det samme. Ingen forsinkelse her. Torden er derimod lyd. Og det er en sløv satan – rundt regnet 900 gange langsommere end lyset. Lydens hastighed er nemlig kun 343 meter i sekundet. Det vil sige, at på 3 sekunder når lyden 1 kilometer.

Du kan altså sagtens tælle sekunder, når du ser et lyn, men når du hører braget, skal du lige dividere med 3, og så har du sådan cirka afstanden i kilometer til det lyn, du lige har set.

Så, nu har jeg reddet dit liv. Det var så lidt. Og hvad skal du så bruge tiden på? Jo, du kan jo passende se min seneste video, hvor godnathistorien til sønnike består af en helt særlig oplevelse, jeg havde for nylig: Lynhurtig godnathistorie: Dengang far kørte Le Mans

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Video | Godnathistorie: Dengang far kørte Le Mans